3. maj 2002

FM2002/14

 

BETÆNKNING

Afgivet af Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg

vedrørende

Forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om havneafgift

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har under behandlingen af forslaget bestået af:

 

Landstingsmedlem Simon Olsen, Siumut, formand
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen, Atassut, næstformand
Landstingsmedlem Mikael Petersen, Siumut
Landstingsmedlem Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet

 

Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har efter 1. behandlingen under FM2002 behandlet Forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om havneafgift med bemærkninger.

 

Yderligere oplysninger til belysning af forslaget

Udvalget har fået tilsendt "Redegørelse vedrørende Krydstogtturisme i Grønland" som Landsstyret har udarbejdet på baggrund af Landstingets beslutninger under behandlingen af EM2001/20 Forslag til landstingslov om erhvervsfremme inden for turismeerhvervet og landbaserede erhverv.


Høringssvar

Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af de angivne høringssvar.


Forslagets indhold

Udvalget har gennemgået de væsentligste ændringer i forslaget og skal hertil knytte følgende bemærkninger.

Forslaget indeholder en ændring af krydstogtskibes betaling af havneafgift.

I dag er afgiften indrettet som en tonnage-afgift og er en decideret skibsafgift, som opkræves ved et skibs anløb af en havn eller ved at ligge på red. Et skib betaler ved hvert anløb af en havn en afgift på 0,70 kr., pr. bruttoton pr. påbegyndt døgn. Afgiften nedsættes med halvdelen, hvis skibet ligger på red. Ved red forstås det område, der går 3 sømil uden om havnen.

Forslaget indebærer, at der indføres en personafgift, kaldet Pax-tax, som opkræves pr. passager som skibet har ombord ved anløb af en havn eller hvis skibet ligger på red eller ved ilandsættelse på kysten. Pax-tax’en pålægges også nye passagere, der går ombord under skibets sejllads i grønlandsk territorium.

Der udløses ikke yderligere afgifter, hvis skibet langs kysten anløber flere havne eller ilandsætter passagerer under dets sejllads op og ned langs kysten.

Størrelsen på Pax-tax’en er udfra et forsigtighedshensyn fastsat til kr. 300,- og i samråd med Greenland Tourism, Royal Arctic Line og Arctic Umiaq Line, som samstemmende har vurderet, at et sådan afgiftsniveau ikke i sig selv vil bevirke, at udenlandske krydstogtrederier vil sejle udenom Grønland, eller at Arctic Umiaq Line vil indstille sine egne krydstogter i Grønland.

Indførsel af Pax-tax vil endvidere bidrage til mere viden om antallet af krydstogtsturister.

Udvalget noterer sig med tilfredshed, at forslaget lever op til intensionerne om, at krydstogtsskibe skal bidrage til Grønlands økonomi. Fra og med 1. januar 2003, vil forslaget medføre et årligt merprovenu på kr. 1,2 mio. til Landskassen. Derudover vil der være en besparelse på kr. 1,8 mio. på servicekontrakten med Arctic Umiaq Line, da rederier der har indgået servicekontrakt med Grønlands Hjemmestyre fritages for havneafgift for disse passagerskibe. Det forudsættes nemlig at Grønlands Hjemmestyres betaling i følge servicekontrakten nedsættes med et beløb svarende til det beløb rederiet skulle betale i havneafgift.

Forslaget forventes endvidere at ville medføre en større omsætning i land på grund af flere anløb.

Forslaget vil endvidere bidrage til mere lige konkurrencevilkår mellem udbydere af krydstogtsejlads i grønlandsk territorialfarvand, idet afgiften pålægges alle krydstogtskibene uanset nationalitet, herunder passagerskibe som periodisk udgår af fast rutefart med henblik på at sejle turister op og ned langs kysten.

Udvalget skal anmode Landsstyret om at vurdere virkningerne af afgiftsomlægningen samt størrelsen af Pax-tax’en efter 2 år.

Med disse bemærkninger indstiller et enigt udvalg, Forslag til Landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om havneafgift til vedtagelse i forslagets forelæggende form.

 

Simon Olsen, Formand
Godmand Rasmussen Mikael Petersen
Lars Sørensen Mads Peter Grønvold